Bruno Hansen-direktør: 2014-budgettet er næsten i hus
Familieejede Bruno Hansen Furniture har fået en forrygende start på året.
Som led i den omfattende renovering af Hotel d’Angleterre i København har Bruno Hansen Furniture udført opgaver i hotellets værelser, reception, restaurant og spa-område.
- Vi har haft stor succes med at deltage i projekter, hvor der er stigende efterspørgsel på vores særlige kompetencer, dels inden for kundetilpassede akustikløsninger og dels inden for leverancer til nybyggeri og renoveringsprojekter, fortæller administrerende direktør Henrik Knudsen.
Bruno Hansen Furniture opererer primært på det danske marked, hvor der leveres specialløsninger til bygge- og indretningsprojekter. Efter en massiv opsøgende indsats har virksomheden i den senere tid også fået en betydelig mængde opgaver til beregning i Norge, med tyngdepunkt i Oslo-området.
- De gode resultater giver os ro i maven, men vi vil stadig arbejde målrettet på at vinde de ordrer, som vi har peget ud til at dække resten af årsbudgettet. Den hurtige ordretilgang medfører formentlig, at vi i næste kvartal vil opjustere vores målsætninger for 2014, tilføjer han.