23948sdkhjf

Kort nyt fra træ- og møbelbranchen

Wood Supply samler stort og småt fra branchen. Læs i dag om Urban Elements, Outstanding Furniture, House Doctor, Ikea og Bygma.
Urban Elements indgår forhandleraftale med Outstanding Furniture
Danskejede virksomhed Urban Elements, der forhandler møbler til uderum, har indgået en aftale om eneforhandling med danske Outstanding Furniture.

Med aftalen udvider Urban Elements sit sortiment med flere cykelstativer, bænke, pullerter og udendørsbelysning.

Sortimentet forhandles foruden i Danmark også i Norge, Sverige og Island.

Urban Elements har eksisteret i to år. Virksomheden sælger direkte til kommuner, offentlige institutioner, entreprenører og anlægsgartnere i Danmark.

House Doctor udvider
House Doctor, der fremstiller og sælger møbler og andre elementer til boligindretning, har netop afsluttet byggeriet af et nyt storlager på 5000 kvadratmeter.

Virksomheden er i vækst og har gennem længere tid haft behov for mere lagerkapacitet. Med det nye storlager bliver de hidtidige spredte lagre samlet på én adresse.

Næste skridt i udbygningsplanen er en ombygning og udvidelse af virksomhedens administrationsbygning, der ligger som nabo til lageret i Ikast.

Begge byggeprojekter gennemføres af et team bestående af Balslev Rådgivende Ingeniører, Arkitec og NRE Denmark.

Ikea er ikke på vej til Hillerød
Møbelkoncernen Ikea afviser spekulationerne om, at et nyt varehus indgår i planerne for et kommende Hillerød Storcenter.

Til Frederiksborg Amtsavis siger ekspansionschef i Ikea Danmark, Anders Lyhne Nordtorp:

- Vi har snakket med Goldschmidt (udvikler af Hillerød Storcenter, red.) for fem-seks år siden, det var det. Så er der ikke sket mere. Vi har fokus på det eksisterende. Det er ikke noget, vi har planer om pt. Ikea Danmark har været ekspansionslystne de senere par år, nu fokuserer vi på at optimere driften i de eksisterende varehuse.

Bygma Aabenraa bliver en af landets største
I begyndelsen af april 2014 flytter Bygma Aabenraa, der tidligere var kendt som Voetmanns Tømmerhandel, i nye lokaler på Tøndervej 50. Det skriver Rødding Ny Tirsdag.

På den nye adresse kommer Bygma Aabenraa til at råde over 14.000 kvadratmeter under tag, heraf 1.700 kvadratmeter håndværkerbutik. Der indrettes desuden en byggeudstilling på 400 kvadratmeter samt et Invita køkkencenter på 1200 kvadratmeter.

Bygma Aabenraa beskæftiger omkring 60 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.285