Danskerne handler mere på nettet
Det er velkendt, at e-handlen er eksploderet de seneste år. Men nye tal fra Dansk Erhverv viser, at stigningen i e-handel reelt er endnu større end hidtil antaget.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at e-handlen er eksploderet de seneste år, men den er faktisk vokset endnu mere, end de tal, som hidtil har præget debatten, viser, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft.
Det nye estimat på 69 milliarder kroner er blevet til på baggrund af tal fra Nets over danskernes faktiske handel med dankort i danske netbutikker samt Dansk Erhvervs beregninger. Danskernes e-handel i Danmark beløb sig i 2013 til ca. 55 milliarder kroner. Hertil kommer ca. 14 milliarder, som danskerne lagde i udenlandske netbutikker.
- Danskernes appetit på at handle på nettet er stor i både danske og udenlandske netbutikker og med 14 milliarder af salget i udenlandske butikker, er vi på vej mod en ny type grænsehandel, som koster både vækst og arbejdspladser i de danske virksomheder, siger Henrik Hyltoft.
Han ser gerne, at politikerne får øjnene op for denne udfordring, da han forventer at problemet kun vil vokse de kommende år.
- Alle tegn tyder på, at e-handlen kun vil vokse de kommende år, og dermed også e-handlen i de udenlandske netbutikker. Det er en udvikling, som man fra politisk side er nødt til at tage alvorlig, hvis vi skal forhindre, at de arbejdspladser, som kunne skabes i Danmark, ikke forsvinder til udlandet, siger Henrik Hyltoft.
De 69 milliarder kroner i samlet e-handelsomsætning betyder ifølge Dansk Erhverv, at danskerne nu lægger ca. 8 procent af deres samlede privatforbrug, eksklusiv boligudgifter, på nettet. Ifølge Danmarks Statistik var der næsten 3,3 millioner danskere, som e-handlede i 2013, og de mest populære ydelser var billetter til rejser, oplevelser og overnatninger i forbindelse med ferie, mens tøj var den mest e-handlede vare.
Kilde: Dansk Erhverv