23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn fejrer Wegner

Møbelfabrikken markerer Hans J. Wegners 100-års fødselsdag med en særlig hyldest.
Hans J. Wegner står som et fyrtårn i fortællingen om dansk møbeldesign, som han var stærkt medvirkende til at sætte på verdenskortet i 1950’erne.

Den 2. april 2014 ville Wegner være fyldt 100 år, og det markerer Carl Hansen & Søn med en særlig hyldest til manden bag designikoner som Y-stolen, Skalstolen og Wing Chair.

Alle Y-stole bestilt den 2. april vil blive indgraveret med dato og Wegners signatur. Selve indgraveringen sker med laser i træets overflade og gengiver signaturen med en høj detaljegrad. Indgraveringen placeres diskret på stolens underside.

- Som verdens største producent af møbler designet af Wegner har vi i år set frem til at fejre mesterens 100-årsdag. Henover året lancerer vi møbler skabt af Wegners hånd, men for at markere selve dagen synes vi, at der skulle ske noget ganske unikt og varigt.

- Med indgraveringen får alle designentusiaster mulighed for at få et af Wegners mest populære værker signeret. Y-stolen skabte Wegner i 1949, og min far satte den i produktion året efter, og den er i dag den mest solgte af hans stole – og den har tilmed været i uafbrudt produktion hos Carl Hansen & Søn siden da, fortæller Knud Erik Hansen, administrerende direktør for Carl Hansen & Søn.

Ligeledes i dag lancerer Carl Hansen & Søn en ny webshop, der gør det muligt for alle designentusiaster i Danmark at købe den berømte Y-stol online. Webshoppen byder også på andre funktionaliteter omhandlende Y-stolen, eksempelvis en film om stolens tilblivelse, en profil om Wegner og et galleri af inspirationsbilleder.

Wegners 100-årsdag fejres også i Carl Hansen & Søns flagskibsbutik i det indre København, hvor kunderne dagen igennem kan opleve, hvordan man fletter sædet til Y-stolen. Fejringen af Wegner når også helt til Tokyo, hvor Carl Hansen & Søn markerer dagen med officiel åbning af en ny, stor butik i den japanske hovedstad.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11