Skolereform skaber travlhed hos møbelfirma
Vines Erhvervsmøbler i Skive har fået bestilling på op mod 1.500 nye lærerarbejdspladser til folkeskolerne, og indehaveren satser på endnu flere.
John Vine fra Skive-virksomheden fortæller til Skive Folkeblad, at man på nuværende tidspunkt har fået op mod 1.500 bestillinger på møbler og andet til lærernes nye arbejdspladser.
Allerede da reformen var en realitet tog virksomheden initiativ til at udvikle nye løsninger, der kan imødekomme skolernes vidt forskellige forhold. Det nyder man nu godt af på fabrikken.
-Vi drømmer om at komme op på at skulle indrette mellem 2.500 og 3.000 lærerarbejdspladser i alt. Det kan ikke undgå at give nogle flaskehalsproblemer og det er naturligvis en logistisk udfordring. Men i mange tilfælde kan vi heldigvis nøjes med at levere møblerne til skolerne, hvor man så selv tager sig af indretningen, siger John Vine til Skive Folkeblad.