Erik Jørgensen øjner vækst i den offentlige sektor
Den fynske møbelproducent klarer sig bedst på eksportmarkederne, men en ny møbellinje til sundhedsvæsenet skal åbne nye døre herhjemme.
Læs også: Erik Jørgensen vender minus til plus
Erik Jørgensen har siden 1954 sadlet om flere gange. Et faldende privatforbrug for godt 30 år siden betød, at virksomheden ændrede strategi og begyndte at satse på erhvervsmøbler. I dag udgør salget af erhvervsmøbler næsten halvdelen af møbelfabrikkens omsætning og er samtidig langt størstedelen af virksomhedens eksporterede produkter. Nu prøver møbelfabrikken at gøre sig attraktiv over for det offentlige.
- Vi skal ikke lave otiumsstole og hospitalssenge, men designede møbler til hospitalernes venteområder. Det kunne også være stolen, som står i hjørnet af hospitalsstuen, siger Niels Jørgensen, søn af møbelfabrikkens grundlægger Erik Jørgensen til Fyens.dk
I det hele taget er den offentlige sektor et ny marked, som den sydfynske møbelfabrik ønsker at gøre sin entre på. Udfordringen er at forene design, kvalitet og pris, så de offentlige institutioner kan være med. Lykkes det, vil det give virksomheden flere ben at stå på, lyder det fra Niels Jørgensen.