23948sdkhjf

FSC Design Award: Narkata Rimba

Adam Holst Hoffbeck er på sin rundrejse med FSC Danmark nået til det FSC-certificerede område Narkata Rimba, hvor der plantes op mod 60.000 nye træer årligt.
Vi tager en pickuptruck klokken fem, en time før det bliver lyst, og får fra en bjergside en diset men fantastisk solopgang at se. Solen står op over Narkata Rimba, der er det FSC-certificerede område, som vi bor i og skal udforske de næste dage.

- Det var spændende at se solopgangen i dag, man kunne intet se, og så dukkede det hele langsomt frem af mørket. Pludselig kunne vi se, hvor stort det hele var. Vi kom jo om natten, så vi havde ikke rigtig nogen idé om det inden, fortæller Adam om morgenudsigten.

Tilbage i campen er der morgenmad bestående af æg, ris og kylling tilsat godt med den indonesiske favorit, chili. Og timen efter sidder vi igen i firhjulstrækkeren på vej igennem de store skove med de røde lerveje. Med som repræsentant for P. A. Integra Group har vi smilende Muji Kelana, som er ansvarlig for at holde styr på FSC-certificeringen i praksis, og som har været med fra starten, da Narkata Rimba blev FSC-certificeret i 2011.

4 træer og 20 års pause
Narkata Rimba har ca. 1036 hektar fældningsområde, og af dem har de ifølge deres FSC-certificering lov til at fælde 4 træer pr. hektar, fortæller Muji. Derefter står skovområdet i 20 år, til man igen kan komme tilbage og fælde 4 nye træer. Med hjælp fra sit team fortæller Muji, hvordan man med satellitkort altid ved, hvilke træer der er i skoven og hvornår - og om, de må fældes. Hele skovteamet deler gerne deres viden, imens vi kører imellem de forskellige områder af skoven.

- Det er sjovt at se, at de her folk fra skoven også går og tager billeder af de samme ting som os - og at de også synes, at her er spændende og flot. Det siger noget om dem, at de også gerne vil dele deres arbejde, siger Adam.

Spor i skoven
For at mindske skaderne på skoven, som det kræves i en FSC-skov, arbejder man hos Narkata Rimba med grundige planer for, hvor og hvordan man anlægger de veje, som skal bruges til at transportere træet ud af skovene. Man genbruger så vidt muligt vejene igen, og samtidig sørger man for at plante de små sideveje til, så der hurtigt bliver lukket af for området efter fældning.

Genplantning
Vi møder Sugitu i det lille drivhus i områdets ”nursery”. Han har arbejdet for skovområdet i 20 år og er manager for rehabilitation og planting. Selvom man i Narkata Rimber gerne ser skoven genplante og regenerere sig selv, er det stadig nødvendigt at hjælpe den på vej ved f.eks. at plante hurtigt voksende planter der, hvor man har lavet kørespor. De kan danne skygge, så andre træer kan få en fugtig jord at gro i og dermed fremme den naturlige proces.

Nye jobs og grønnere medarbejdere
Sugitu viser, hvordan han laver små træer ud af frø eller stiklinge fra modertræerne. Han fortæller også, at man planter 50-60.000 nye træer i skoven om året. Han fortæller, at det er en af de største forandringer, siden skoven blev FSC-certificeret. Det har skabt en masse nye jobs, fortæller han. Der er også blevet mere kontrol med området med FSC, hvilket han mener er en god ting. Og så skal man være ”Hati Hati” omkring miljøet smiler han. Hati betyder forsigtig på indonesisk

- Det der var fedt ved dagen her, var at se helheden og strukturen i FSC – at nogen skal finde ud af, hvad der skal fældes og hvornår. Og det er spændende at se tingene fra satellitkort blive omsat til praksis, siger Adam.


Fakta: FSC Design Award og rejsen
Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel. Adam er nu taget af sted på vinderrejsen til Indonesien og Wood Supply bringer hans rejseoplevelser.

FSC Design Award er en designkonkurrence for alle landets design- og arkitektstuderende. Det er 8. år i træk, at FSC Danmark sender vinderen af FSC Design Award på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094