23948sdkhjf

FSC Design Award: FSC i skoven

Adam Holst Hoffbeck lærer på sin rundrejse med FSC Danmark også om FSC-certificeringens sociale aspekter.
Dagene går med lange ture i skovene i pickup trucks på hullede og snørklede jordveje og igennem det stejle landskab. Vi nyder de smukke udsigter over regnskoven men også de gode venskaber med folkene fra Narkata Rimba. Vores tilstedeværelse vækker en del opmærksomhed - men mest af alt en masse smil og grin over de blege gæster. Der bliver joket og taget endeløse rækker af gruppebilleder, som vi så ser på og griner igen. Vi har ikke meget sprog til fælles, men det betyder ikke så meget. Og efterhånden ser man mere Adam sidde bag på truckens lad sammen med folk fra skoven end inde i bilen.

De sociale forhold
En del af FSC-certificeringen er, ud over at tage hensyn til naturen, at man skal varetage sine arbejderes rettigheder og sikre dem i skoven, og det gælder lige fra mekanikeren til skovarbejderen. Dr Untung, som er direktør for Narkata Rimba, fortæller lidt om, hvordan de tager hensyn.

- Vi tager hensyn til sikkerheden via deres udstyr, vi giver mad og medicin og sikrer dem på den måde et ordentligt liv, forklarer han og fortsætter:

- Men vi arbejder også med et koncept, der hedder green living, som handler om at tage hensyn til naturen i alt hvad vi gør – det betyder f.eks., at vores folk altid har en affaldspose med, så de ikke smider skrald i naturen.” Og vi må også give ham, at vi ikke ser mange eksempler på affald nogen steder i skoven, selvom der ellers i Indonesien er en tendens til blot at smide affald fra sig, hvor man står.

Han fortæller også, at flere af hans arbejdere tidligere arbejdede med illegal skovhugst, men at de via deres job hos Narkata Rimba ifølge ham har fået et mere ordentligt liv.

De lokale samfund
Skoven har ifølge FSC-certificeringen pligt til at give noget af skovens værdi tilbage til de omkringliggende samfund. I øjeblikket giver man de lokale, hvad der svarer til 12 kr. pr. m3 træ, man sælger. Samtidig støtter man med infrastruktur og penge til stipendier, så de dygtigste elever kan få en chance i en privatskole. Narkata Rimba bakker også skoven på den modsatte side af floden op. Her sætter organisationen BOS sine orangutanger ud igen, efter de har været i fangenskab hos mennesker eller er store nok til at klare sig selv efter at være opfostret i deres faciliteter.

Kontrol og QR
Vi kører forbi administrationskontoret for at se på, hvordan man styrer sporbarheden af FSC-træet, som fældes. De overrasker os med deres QR-koder, som sættes på stammerne, og som indeholder oplysninger og koordinater for træerne, når de sendes videre. Samtidig mærkes træstubben, så det kan tjekkes, at træet stammer derfra. Vi ser også en tavle med træsorts- og barkprøver, som bruges til at undervise skovarbejderne i, hvilke træer der er fredede eller truede.

- Det har været en virkelig god dag og fedt at køre bag i trucken med arbejderne – noget de også synes var spændende og havde det sjovt med. Det er desuden super interessant at se hele processen og strukturerne bag FSC og alle de mennesker, som er involveret i FSC-processen, lyder Adams tanker om dagen.


Fakta: FSC Design Award og rejsen
Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel. Adam er nu taget af sted på vinderrejsen til Indonesien og Wood Supply bringer hans rejseoplevelser.

FSC Design Award er en designkonkurrence for alle landets design- og arkitektstuderende. Det er 8. år i træk, at FSC Danmark sender vinderen af FSC Design Award på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095