Tøjdesignere bag redesign af Arne Jacobsen klassiker
Fritz Hansen og tøjdesignerne bag mærket HAN-Kjøbenhavn indledte i december samarbejdet om at redesigne Arne Jacobsens Grand Prix-stol. Resultatet er udført i flagline og eg.
Simpelt design og funktionalitet
Både HAN-Kjøbenhavn og Arne Jacobsen er ensbetydende med simpelt design og funktionalitet i høj håndværksmæssig kvalitet, og netop derfor gik Tim Hancock og Jannik Davidsen til opgaven uden bæven.
- Uden at sige, at vi er 1:1 med Arne Jacobsen, så tror jeg, at vores dna passer sammen på danskheden i designet og det, at vi ikke går på kompromis for at ramme en pris, fortæller Tim Hancock til Børsen.
Selvom duoen er kendt for at tænke uden for boksen, så var man i forbindelse med redesignet af stolen meget opmærksom på at putte sit eget udtryk ind i stolen uden at kompromittere stolens oprindelige udtryk og design.
Relancering af original
Redesignet af Grand Prix-stolen skal være med til at sætte fokus på relanceringen af den originale Grand Prix-stol til september. En model, der er udformet i eg fra ryg til ben, hvilket stillede krav til materialevalget i den redesignede udgave - stålben var som udgangspunkt udelukket.
Derfor endte designerduoen med en ryg i flagline, et sæde i eg og ben i sortbejdset eg.
Og selvom man gik til opgaven forholdsvist uimponerede, så er det alligevel med en vis ærefrygt, at Tim Hancock og Jannik Davidsen erkender, at de som de eneste fik lov at redesigne stolen. Nu venter man blot på, at den bliver til mere end elementer og deadlines.