Fredericia Furniture vil doble op
Med en vækst på 11 procent er møbelproducenten tilbage i plus og forventningerne til fremtiden er store.
Det er især udviklingen på det nordiske marked, der trækker op, anføres det i den netop offentliggjorte regnskabsrapport. På hjemmemarkedet oplevede den familieejede møbelproducent en omsætningsvækst på 11 procent og Japan gør sig positivt bemærket med en vækst over gennemsnittet.
I ledelsesberetningen fremhæves det desuden, at lanceringen og salget af stabelstolen Pato har levet fuldt ud op til forventningerne, ligesom åbningen af den nye Flagship Store er forløbet planmæssigt.
Mål på 150 millioner
Men ambitionerne stopper ikke her. Frem mod 2018 er det målsætningen at nå en omsætning på minimum 150 millioner kroner. Det fortæller administrerende direktør Thomas Graversen til Børsen. Dog skal fokus være lidt anderledes end før krisen.
- Det traditionelle møbelhandlersalg i den dyre ende, hvor vi excellerer, har været trykket efter krisen. Det er som om, det ikke er kommet helt i gang på førkriseniveau, og spørgsmålet er, om det nogensinde kommer det, siger adm. direktør Thomas Graversen til Børsen.
Ifølge direktøren skal væksten derfor fremadrettet komme fra øget eksport og flere produkter til lavere priser.