Nordic Easy Chair køber sofaproducent
Den nordjyske møbelfabrik har gennemført en turnaround og udvider nu forretningen med Maestro Modulsofa.
- Vi har gennem længere tid ønsket at få et moderne sofakoncept ind i vores produktsortiment, da vi oplever, at kunderne efterspørger helhedsløsninger til boligindretningen. Derfor er vi glade for, at det er lykkes at få en aftale med Maestro Modulsofa, hvis koncept spiller godt sammen med vores, siger administrerende direktør Ole Kjærsgaard Hansen.
Nordic Easy Chair hentede i 2012 sit første positive resultat i fem år, og en grundig oprydning i 2013 har skabt forudsætningerne for yderligere fremgang. Regnskabet for 2013 er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Ole Kjærsgaard Hansen er resultaterne begyndt at vise sig. Samtidig er omsætningen i 2014 steget med 10 procent i forhold til samme periode sidste år.
I forbindelse med overtagelsen er det aftalt, at Maestro Modulsofas direktør, Lars Jacobsen, fortsætter som konsulent hos Nordic Easy Chair i en overgangsperiode.
- Det har altid været min kæphest, at forbrugerne skal tilbydes en komplet løsning med både stole og sofaer, som er indrettet helt efter deres ønske. Derfor er det helt naturligt at lade Maestro Modulsofa blive en del af Nordic Easy Chair. Desuden har jeg nået en alder, hvor det er tid til at sende stafetten videre, siger Lars Jacobsen.
Nordic Easy Chair har base i Aars i Nordjylland og beskæftiger 30 medarbejdere. 60 procent af Nordic Easy Chairs omsætning hentes i udlandet.