23948sdkhjf

”Det skal helst være lidt skævt og anderledes”

I Kokkedal er Flex-line i gang med en af sine største ordrer til dato. Kreative arkitekter har sat den jyske snedkervirksomhed på prøve.
Egedalsvænge, et typisk betonbyggeri fra 1970’erne, gennemgår i disse år en omfattende renovering, hvor omkring 800 almene boliger føres op til nutidig standard.

Bygherren Boligforeningen 3B har valgt et team bestående af MT Højgaard, ingeniørfirmaet Henrik Larsen og Rubow Arkitekter til at gennemføre projektet, hvor beboerne får stor indflydelse på det endelige resultat. De har for eksempel mulighed for selv at vælge facadeelementet og bestemme størrelse og placering af vinduer. Intentionen er at skabe individualitet og variation i bebyggelsen.

- Facaderne er så at sige blevet ’skrællet’ af, og beboerne kan herefter vælge mellem fem løsninger. På den måde får de tidligere helt ens boligblokke et individuelt udtryk, forklarer indehaver Harald Grønlund fra Flex-line, der har til opgave at producere runde vippevinduer på 1,6 meter i diameter til projektet.

Langt flere vinduer end forventet
Han blev i slutningen af 2012 kontaktet af MT Højgaard, der havde svært ved at finde en leverandør af de store specialvinduer. Hos Flex-line har man imidlertid gjort den slags løsninger til et speciale, og i samarbejde med vinduesfabrikken Kastrup, som i forvejen var tilknyttet som leverandør, blev der udviklet en løsning til projektet.

Det første vindue kørte gennem produktionen i sommeren 2013, og når projektet afsluttes denne vinter, vil Flex-line have leveret omkring 70 store vippevinduer – langt flere end forventet og samtidig en af de største samlede ordrer i virksomhedens historie.

- Da vi startede for 30 år siden, lavede vi traditionelle firkantede vinduer. For 12 år siden fik vi CNC og begyndte at tænke i nye baner. For syv år siden var det helt slut med de traditionelle vinduer. Det skal helst være lidt skævt og anderledes – så føler vi os hjemme, fortæller Harald Grønlund om Flex-lines udvikling fra traditionel vinduesfabrik til specialiseret snedker-virksomhed.

Virksomheden har i dag, som dengang i 1984, hjemme i Allingåbro ved Randers, hvorfra han sammen med to ansatte fremstiller runde vippevinduer i massivtræ samt buer, gerigter og øvrige buede komponenter som hånd- og fodlister.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062