Vil skabe ”Danmarks mest intime møbel- og designhus”
Frantz Bernt, indehaver af møbelvirksomheden Frantz Bernt International, overtager et fredet pakhus på Åboulevarden i Horsens, som skal indrettes til møbelbutik.
- Det her bliver meget anderledes og nogle helt andre rammer. Huset har en historie og er spændende med de gamle vægge, gamle træbjælker og hele det miljø, der er ideelt til at skabe et intimt og lækkert sted, hvor folk har lyst til at komme – uanset om de skal købe en ny sofa, en lampe, tilbehør til boligen eller en gave, siger Frantz Bernt til avisen.
Den nye butik bliver 400 m², hvilket er 200 m² mindre end Frantz Bernts nuværende butik. Det betyder, at den nye butik får ’et strammere dna’ end den nuværende.
Udover salg af designermøbler beskæftiger Frantz Bernt sig med totalindretning og er netop nu i gang med en større opgave for Kirk Kapital i Schweiz.