23948sdkhjf

We Do Wood: ”Vi har en god historie om bambus”

Møbelvirksomheden fra Roskilde er på vej ud i verden med sine bambus-møbler. I første omgang rettes fokus mod de største byer i Nordeuropa.
Efter en svær opstart med produktion i Kina valgte We Do Wood i midten af 2013 at sadle om og lægge alle sine produktionsaktiviteter hos fabrikker i Europa. Effekten har været mærkbar, og den sjællandske møbelvirksomhed ser optimistisk på fremtiden:

- Vi producerer store og små møbler af bambus fra Kina, designet af Sebastian Jørgensen. Et forsøg i 2011 på at lægge produktionen i Kina levede ikke op til kravene, men den kinesiske moso-bambus er stadig en fremragende råvare, og det sidste halvandet år har vi i stedet fået produceret i Europa. Det fungerer rigtig godt. Bambuskvaliteten er helt i top, og råvaren leveres til tiden, fortæller partner Anders Holme, der står bag We Do Wood sammen med Sebastian Jørgensen.

- Omdrejningspunktet i vores nye projekt er at skabe fuld gennemsigtighed og dokumentation om bambussen. Vi ved, hvor den har vokset. Og vi ved, at dyrkningen er bæredygtig. Det er verificeret, at der ikke bruges gødning eller sprøjtemidler. Plantagen er fuldt certificeret. Det giver os en stor kildesikkerhed, om hvor råvaren kommer fra, og hvordan den er behandlet. Det er ret unikt i branchen, forklarer Anders Holme om virksomhedens forretningsmodel, som netop har modtaget 1 mio. kr. i støtte fra Region Sjælland.

Vedvarende og miljøvenligt
Med denne den del af setuppet på plads består udfordringen nu i at fortælle forbrugerne, hvorfor de skal købe bambus. Ifølge Anders Holme er et vægtigt argument, at bambus er et særdeles vedvarende og miljøvenligt materiale, som er let at skaffe i store mængder.

- Bambus er der masser af. Den vokser hurtigt. Vores bliver 30 meter høj og er klar til høst på 4-5 år. Et egetræ skal vokse cirka 80 år, før du kan fælde det, fremhæver han.

We Do Wood har siden etableringen i 2011 opbygget en salgsplatform i Danmark, og tiden er nu inde til for alvor at tage fat på eksporten:

- Vi sælger godt i Danmark og er nu ved at etablere os hos forhandlere i udlandet. Salgsstrategien er at være til stede i de største byer i Nordeuropa. Berlin, Hamburg, Paris og London i første omgang. Produktionen vil fortsat ligge ude i Europa, men ifølge vækstplanen skal vi vokse med mindst to mand om året på salgs- og administrationskontoret her i Roskilde. I dag er vi kun Sebastian og mig, siger Anders Holme.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063