MH Møbler går videre med grøn forretningsmodel
Hasselager-virksomheden er med i anden fase af udviklingen af grønne forretningsmodeller.
I den første fase, hvor virksomheden sammen med andre danske virksomheder skulle gennemføre acceleratorprogrammet – nye grønne forretningsmodeller, fik virksomheden 250.000 kroner af Erhvervsstyrelsen. Denne fase gik fra januar til juni i år.
Nu træder MH Møbler ind i anden fase af programmet, hvor virksomheden med støtte fra Region Midtjylland skal udvikle og afprøve den grønne forretningsmodel. Det skriver Region Midtjylland på sin hjemmeside. Projektet løber til oktober 2015, og virksomhederne får op til 1 million kroner til udviklingen.
Forretningsmodellen går ud på, at den cirkulære sofa bygges op omkring et træstel, der har en levetid på over 50 år. Stellet vil også fungere som basis for den sofa, kunden ønsker. Når betræk eller hynder er slidte, eller sofaens design/udtryk ønskes opdateret, kontakter kunden forhandleren, der derefter opgraderer sofaen i kundens hjem.
De udskiftede materialer bliver sendt retur til MH Møbler, som genbruger dem i produktionen af nye møbler. Hvis kunden ønsker at bortskaffe sofaen frem for at opgradere den, gives en værdikupon til køb af nye MH Møbler. Den gamle sofa modtager MH Møbler og genanvender alle dens materialer.