Konkursbo trækker bortvist direktør i retten
Kuratoren i konkursboet efter EM Retail Solutions A/S vil anlægge sag mod den tidligere direktør Kasper Mortensen.
- Firmainvest (tidligere hovedaktionær i EM Retail Solutions A/S, red.) har varslet retssager mod Kasper Mortensen. Jeg har som kurator set på tingene og vurderer, at vi kan vinde dem. Derfor har vi besluttet, at boet går med i retssagerne mod den fyrede direktør, siger Johny H. Madsen.
Han kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, om sagen også kommer til at medføre en politianmeldelse.
Thomas Bruno, der er medejer i Firmainvest, har tidligere forklaret konkursen med økonomiske uregelmæssigheder forårsaget af den tidligere ledelse. I den forbindelse blev direktør Kasper Mortensen afskediget med øjeblikkeligt varsel.
Konkursen i EM Retail Solutions kostede jobbet for 50 ansatte, som ifølge Horsens Folkeblad fortsat har to måneders løn til gode.