Howe opruster i England og USA
Nye showrooms i London og Chicago skal bringe Middelfart-virksomheden tættere på eksportkunderne.
Oprettelsen af datterselskabet i England understøtter Howes strategi om at styrke samarbejdet med de store internationale kunder, hvor London og New York er de to store metropoler.
- Vi ønsker desuden en stærkere lokal tilstedeværelse, fortæller Sales og Customer Service Manager Benedikte Viberg om strategien.
Hun har været ansat som Customer Service Manager i tre år, og blev den 1. november i år også Sales Manager.
Nyansættelser og nye showrooms
Det nye datterselskab i England, Howe UK Ltd., træder i kraft pr. 1. januar – i første omgang med to ansatte i form af en Sales Manager og en Customer Service Project Manager. Begge vil arbejde ud fra det londonbaserede showroom, som er placeret i Clerkenwell, og som åbner den 5. januar.
Det 110 kvadratmeter store showroom vil i løbet af foråret blive udvidet med yderligere 160 kvadratmeter, og den officielle finder sted i forbindelse med Clerkenwell Design Week i maj måned. Howe har derudover ansat en agent, som skal varetage det nordengelske marked.
I USA har Howe haft et datterselskab i New York siden august 2013. I 2015 udvider man dette med et showroom placeret i Merchandise Mart, Chicago, som åbner officielt til NeoCon-messen i juni. Sideløbende styrkes den amerikanske salgsorganisation med ansættelsen af endnu en Account Executive, ligesom der fortsat søges efter endnu en salgsansvarlig for Chicago-området.