23948sdkhjf

HTH og Uno Form klar med nyt butikskoncept

Nyrenoveret køkkencenter i Tilst samler HTH Køkkenforum, HTH gør-det-selv, B2B-afdelingen og Uno Form.
Efter flere måneders ombygning slår HTH Køkkenforum dørene op for, hvad de selv betegner som en nytænkning af køkkenbutikken. Her står oplevelserne for kunderne øverst på dagsordenen, og firmaets onlinemedier er tænkt ind i den fysiske butik. Konceptet er udviklet i samarbejde med Årstiderne Arkitekter fra Silkeborg.

- Et af vores mål med det nye butikskoncept har været at sammentænke kundernes onlinebesøg og det fysiske besøg i vores forretninger. Det er jo ingen hemmelighed, at de danske forbrugere undersøger markedet grundigt, inden de investerer i for eksempel et nyt køkken. Derfor har vi lavet en cross channel mellem butik og hjemmeside. Det har været en interessant proces, som vi har arbejdet med i over et år, hvor både IT-arkitekter og indretningsarkitekter har arbejdet sammen om denne nye løsning, fortæller Carl Kristian Birk, marketingdirektør hos HTH.

Et andet mål har været at udfordre kundens opfattelse af, hvad HTH’s køkkener kan, og hvilket udtryk der kan skabes med de rette detaljer.

Uno Form flytter med
Ombygningen medfører samtidig, at Uno Form flytter sin forretning fra Frederiksgade i Aarhus C til Tilst, hvor der de seneste år er opstået en klynge af high end-brands.

- Der er masser af fordele for os i at flytte butikken til Tilst. Kigger vi ud af vinduerne, har vi Mercedes-Benz, Illums Bolighus og det helt nye bilhus Bayern AutoGroup. I gåafstand ligger specialforretninger som Fliseuniverset, Golf Experten og Benée Huse. Vi servicerer alle den samme kundegruppe, så jeg er sikker på, at vi med den nye beliggenhed vil få langt flere besøg i butikken her i Tilst, siger Heine Dahl, butikschef hos Uno Form Århus.
Uno Form flytter dermed til samme område som sin projektafdeling, og ifølge Heine Dahl sikrer dette en forøget styrke i forhold til erhvervskunder samt de mange projekter, som nu og fremover skyder op i og omkring Aarhus. Uno Form har pr. 1. marts udvidet sit salgsteam med en ny konsulent, så der fremover vil være tre konsulenter i Aarhus.

Træd ind i den lille Aarhus-lejlighed
Butikken åbner i weekenden 17.-18. januar, og butikschef Michael Bech glæder sig til at vise kunderne rundt i de nye omgivelser.

- Det er lykkedes arkitekterne at nytænke køkkenbutikken, og jeg er meget tilfreds med det færdige resultat. I mange år har man især villet vise de største og dyreste køkkener frem, men vi ønsker også at vise miljøer, som er realistiske og langt mere tro mod det virkelige hjem. Du kan træde ind i den lille lejlighed i Århus C og se en topmoderne løsning på, hvordan man bedst og flottest indretter et lejlighedskøkken. Et andet sted har vi bygget det store hus med højt til loftet og plads til den store børnefamilie, fortæller han.

Butikken tester også iPad-løsninger, hvor kunden selv kan søge informationer om produkterne. Her er der også gjort klar til direkte opkobling til HTH’s forestående satsning på nethandel.

I det nye butikskoncept har man skabt et kompetencecenter med både HTH Køkkenforum, HTH Gør-det-selv, B2B-afdelingen og Uno Form, hvilket giver flere åbenlyse fordele og muligheder for kunderne. Butikken på Agerøvej i Tilst bliver den første af HTH´s butikker rundt i Danmark, som kan præsentere sine kunder for det nye butikskoncept.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063