23948sdkhjf

Ny direktør i Træinformation

Den 1. marts overtager arkitekt Mikael Koch direktørstolen.
Træinformation satte i efteråret jagten ind efter en ny direktør, og nu er de sidste brikker faldet på plads, så 58-årige Mikael Koch kan tiltræde den 1. marts.

Han er uddannet arkitekt, har mange års tegnestueerfaring og kommer fra en stilling som bæredygtighedskonsulent hos brancheorganisationen Danske ARK, hvor han har haft ansvaret for bæredygtighedsindsatsen. Nu vil han bruge sin viden og indsigt om bæredygtighed i træets tjeneste.

- Træ er et spændende materiale – og et af de absolut mest bæredygtige. Hvis du behandler det omhyggeligt, holder det i rigtig lang tid. Herefter kan du omdanne det til andre træprodukter for til sidst at bruge det som brændstof i din energiforsyning, så det i forhold til livscyklus giver et fradrag i regnskabet. Og dén historie vil jeg rigtig gerne være med til at formidle, forklarer Mikael Koch.

Om Træinformation
Træinformation har siden 1954 forsynet den danske byggebranche og private forbrugere med viden om anvendelse og vedligeholdelse af træ.

Organisationen har i dag knap 1.000 medlemsvirksomheder, men har indtil nu kun haft to direktører; arkitekt Mogens Walther Pettersson og siden 1981 den nuværende direktør, arkitekt Bjarne Lund Johansen.
Spændende udvikling
For bestyrelsen i Træinformation er der heller ingen tvivl om, at Mikael Koch er den rette mand til opgaven.

- Mikael har en bred baggrund fra arkitektfaget med mange års ledelseserfaring, og så er han specialist i bæredygtighed, hvilket bliver utrolig vigtigt for profileringen af træ fremover, så vi glæder os meget til at få Mikael bag roret, fortæller den nuværende direktør Bjarne Lund Johansen, der efter 34 år har valgt et aktivt pensionsliv.

For Mikael Koch og bestyrelsen er det vigtigt at bevare Træinformations objektivitet som neutral formidler af viden om træ.

- Folk skal først og fremmest stole på os og vores vejledninger. Vi skal hjælpe dem med at anvende træets kvaliteter bedst muligt – og medfører det et øget salg af træ, er det jo kun en positiv udvikling, fortæller den nye direktør, der ser frem til de nye udfordringer.

- Jeg glæder mig til at møde mine nye kollegaer, og få klarhed over, hvor vi skal sætte ind, og hvor vi kan øge indsatsen for bæredygtigt byggeri. Træ er inde i en spændende udvikling, hvor vi i en række af vores nabolande allerede ser træbyggeri i flere etager som den nye trend. Det bliver spændende at følge. På sigt vil jeg også gerne modernisere nogle af vores vejledninger, så de appellerer mere til den yngre generation af rådgivere, fortæller Mikael Koch.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063