Dansk indretningsarkitekt har russisk succes
Arkitekt Morten Mygind stod i december bag lanceringen af ny russisk smartphone og tegner generelt flere og flere projekter for russiske kunder.
YotaPhone, som mobiltelefonen kaldes, så første gang dagens lys den 4. december 2013, hvor Morten Mygind Arkitekter designede rammerne for en stort anlagt produktlancering af første generation for den indbudte russiske og internationale presse, bloggere og meningsdannere.
Den 2. og 3. december 2014 blev den nye generation, YotaPhone 2, lanceret ved endnu større events. Morten Mygind Arkitekter designede også her begge events, som foregik i henholdsvis Moskva og London med flere hundrede indbudte gæster. Det danske firma stod også bag en YotaPhone ’Pop-Up Store’ midt i London. Butikken åbnede den 3. december, samme dag som produktlanceringen, hvilket vakte stor opsigt.
- Det var en travl og spændende afslutning på 2014 med tre projekter af den kaliber kørende samtidig og med en mere eller mindre simultan realisering. Udover selve designet var vi også hyret til 'overall creative direction', hvilket vil sige, at vi havde ansvaret for koordineringen mellem de mange udførende bureauer, som Yota havde hyret ind fra Rusland, Tyskland, og England. Det betyder, at man må være forberedt på at rejse en del med så mange internationale samarbejdspartnere, fortæller Morten Mygind.
Morten Mygind Arkitekter har flere russiske projekter på cv’et og er en ivrig fortaler for, at flere danske tegnestuer skal prøve kræfter med det russiske marked, da der er stort fokus på skandinavisk design og arkitektur. Han har dog samtidig fuld forståelse for, hvis man som tegnestue er tilbageholdende med at kaste sig ud i et russisk eventyr; ikke mindst med i den nuværende politiske og økonomiske situation:
- Vi kan kun gøre, det vi gør i Rusland i øjeblikket, fordi vi allerede har opbygget stærke relationer derovre. Hvis man vil ind på markedet nu og opbygge disse relationer, er det svært, som det er i øjeblikket, siger Morten Mygind.