23948sdkhjf

Boconcept investerer i produktionen

Ny fuldautomatiseret CNC-celle skal automatisere specialproduktionen og gøre virksomheden i stand til at producere mere avancerede løsninger.
BoConcept har med lanceringen af sin 2015-kollektion skiftet over halvdelen af produktsortimentet ud, og satsningen på nyt design er en stor udfordring for det eksisterende produktionsapparat.

Virksomheden har derfor investeret i en ny fuldautomatiseret CNC-celle for at imødekomme kravene og samtidigt fastholde en effektiv og fleksibel produktion.

De primære krav til den nye produktionscelle har været fleksibiliteten; både med hensyn til seriestørrelser, men også for at blive i stand til at lave nye typer samlinger, boringer og øvrige bearbejdninger. Samtidig er der stillet høje krav til præcisionen, idet emnerne ikke omfræses, men kantlimes og efterbearbejdes.

- Det kunne vi ikke opnå med vores eksisterende produktionslinjer. Derfor faldt valget på en effektiv CNC-celle, hvor vi opnår optimal fleksibilitet samtidigt med en god kapacitet, fortæller produktionschef Kim Sejbjerg.

To færdige emner i minuttet
Valget faldt på en løsning fra LindLarsen, bestående af to Morbidelli M400 portalopbyggede, 5-aksede CNC-maskiner. Med den nye celle er målet at automatisere den hidtidige specialproduktion, som på grund af de mange nye modeller udgør en stadigt stigende andel af den samlede produktion.

Ifølge projektleder Poul Brændgaard udmærker maskinerne sig ved at meget hurtige boreprocesser og værktøjsskift, og så skal cellen kun bemandes med 1/3 operatør til at sørge for tilføring og registrering af stakke på rullebanen og kvalitetskontrol.

Ilægning og afstabling sker med en robot fra stakke. Stakkene transporteres ind og ud af cellen på to rullebaner. I cellen foretages en præcis opretning af emnet. Afhængigt af emnetype og bearbejdninger leverer cellen kontinuerligt to færdige emner ud pr. minut. Begge maskiner arbejder i vekseldrift, hvilket giver en højere udnyttelsesgrad. Det fem-aksede fræseaggregat optimerer processen yderligere ved at spare bearbejdningstid og værktøjsskift.

Den færdige celle er udviklet i et nært projektsamarbejde mellem BoConcept og LindLarsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098