KA Interiør A/S bakker op om Globen
KA Interiør på Odinsvej i Grindsted støtter kulturprojektet Globen med 1.000 kroner pr. medarbejder. Da virksomheden i dag har 100 ansatte, er der med andre ord tale om et bidrag på 100.000 kroner.
Da virksomheden i dag har 100 ansatte, er der med andre ord tale om et bidrag på 100.000 kroner.
- Vi har valgt at støtte med et beløb pr. medarbejder, og vi håber, det kan inspirere andre til at gøre det samme. En lille virksomhed med fire ansatte kan måske også være med, hvis det drejer sig om 1.000 kroner pr. medarbejder, og idéen er, at store og små virksomheder dermed kan støtte projektet på lige vilkår, siger direktør Allan Meyer.
Direktørens mål er, at så mange lokale forretningsdrivende som overhovedet muligt hopper med på vognen. Jo flere, der på den måde føler ejerskab af byens og kommunens nye multihus, jo bedre sikrer man projektet afgørende lokal forankring og opbakning, mener direktøren.
Stor betydning for byen
Den lokale producent af skydedørsskabe er blandt de første virksomheder, der rækker fonden bag projektet en hjælpende hånd, og for Allan Meyer handler det ikke bare om at støtte en god idé.
- Det er afgørende for en virksomhed som vores, at vi altid kan tiltrække den arbejdskraft, vi har brug for, og i den forbindelse er det vigtigt, at området har noget at tilbyde hele familien. Det er ting som Globen, der gør Grindsted og omegn til et attraktivt sted at bosætte sig, og derfor er der ingen tvivl om, at projektet vil få stor betydning for byen og kommunen, mener direktøren.
Samtidig slår Allan Meyer fast, at støtten til Globen også indirekte er en god investering i medarbejdernes trivsel og sundhed.
- Vi har 100 ansatte, der sammen med deres familier kan få stor glæde af Globen, og det betyder meget for os, siger han.
- KA Interiør har med deres unikke ’støtte per medarbejder-princip’ ydet et flot bidrag til Globen, som ikke blot er et vigtig signal om støtte til Globen. Støttemetoden som KA Interiør har valgt, er unik og fanger meget præcist hele idéen bag Globen. Jeg håber metoden vil være en inspirationskilde for andre virksomheder, udtaler en begejstret direktør for Fonden Globen Svend Aage Madsen.
Læs mere om Globen på www.denjyskeglobe.dk
Kilde: KA Interiør A/S