Hammel Furniture øger overskuddet
Møbelfabrikken leverer sorte tal på bundlinjen for tredje år i træk.
Hammel Furnitures satsning på nye produkter omfatter blandt andet en udvidelse af Mistral-konceptet.
Ikke overraskende erklærer administrerende direktør Jens-Ole Staghøj sig tilfreds med udviklingen, som han ikke mindst tilskriver de ansatte. Således er det lykkedes at øge omsætning og overskud med en uændret bemanding.
- Jeg er stolt af vore dedikerede og motiverede kollegaer, som har været med til at skabe en positiv holdånd, siger direktøren.
Hammel Furniture har i 2014 fortsat sine investeringer i produktion, produktudvikling og markedsføring, og samtidig er det lykkedes at gennemføre en række forbedringer, der reducerer leveringstiden. Disse tiltag forventes samlet set at bidrage til en fortsat positiv udvikling.
Det samme gør aktiviteterne i Norge, hvor samarbejdet med møbelkæden Bohus udvikler sig tilfredsstillende. Hammel Furniture forventer i løbet af de kommende år at etablere tilsvarende aftaler i andre lande.