23948sdkhjf

Nyt møbelkoncept – ny chef for CODE 08

Når Bella Center til maj åbner dørene for møbler og design, bliver det med et helt nyt koncept som omdrejningspunkt. Møbelmessen har som bekendt skiftet navn til CODE 08 og har samtidig budt Lone Ann Disch velkommen som ny udstillingschef
Møbelmessen har fået helt nyt ansigt og helt nyt navn. Copenhagen International Furniture Fair, som har eksisteret i over 40 år, er kommet i en nyere og meget mere nutidig version og åbner til maj dørene i Bella Center under navnet Copenhagen Design (CODE).

Men det er ikke kun indholdet af messen, der er ændret – Bella Center har netop ansat den kvinde, der skal føre møbelmessen ind i en helt ny æra, hvor det ypperste inden for design, møbler og arkitektur kommer i højsædet.

Lone Ann Disch kommer til Bella Center for at lede CODE 08 med en rygsæk fyldt med international erfaring inden for både salg, personaleledelse og budgettering. Og oven i hatten er Lone Ann Disch en kvinde, der begår sig ubesværet på flere sprog, hvilket bestemt er en fordel, når der er tale om en international møbelmesse.

Lone Ann Disch kommer fra it-branchen, og skiftet til messe-branchen kan måske virke lidt overraskende. Men Lone Ann føler sig ikke bundet til en bestemt branche – tværtimod har hun hele sit arbejdsliv gået efter at arbejde med det, der virkelig interesserer hende.

- Jeg glæder mig meget til at lære messebranchen godt at kende. Det er nemlig en branche, som jeg altid har fundet særligt tiltrækkende. Jeg har via mine tidligere job og som selvstændig ofte deltaget på messer og udstillinger og har ved disse lejligheder tit tænkt på, at det kunne være en meget spændende og kreativ branche at arbejde i, fortæller Lone Ann Disch, der allerede har fået fingrene godt ned i gryden, der indeholder essensen af CODE 08.

Nyt og lækkert
CODE 08 får nye og spændende områder, der alle har til formål at tilgodese de besøgendes ønsker om at se ”nyheder”.

CODE Selected, der placeres i den højloftede Centerhal, bliver et censureret område, hvor design defineres i en noget bredere forstand end på de hidtidige møbelmesser. Her stilles visse krav til de nyheder, der vises frem - principielt vil de besøgende kunne se alt fra cykler og mobiltelefoner til scootere og selvfølgelig møbler. Kendetegnende for alle produkter er, at der er tænkt i både design og æstetik – og produkterne vil være ting, som man som privatperson omgiver sig med.

CODE Gallery bliver pendanten til den kendte ”Talentzonen”, der i snart et halvt århundrede har været mødested og inspirationskilde for producenter, forhandlere og arkitekter. Mange fremtrædende produkter er blevet førstegangspræsenteret på messen for siden at overgå til seriemæssig produktion i samarbejde med møbeldesignere og producenter. Derfor får CODE 08 også et sted, der tilgodeser de nye og talentfulde.

CODE Living er stedet, hvor skandinaviske designvirksomheder med møbler, lys og boligtilbehør vises frem. Dette er den traditionelle del af møbelmessen - dog med den drejning, at der i højere grad vil være fokus på de designbårne virksomheder.

Sidst men ikke mindst kommer der et helt nyt område – nemlig CODE Architecture.
Det er en helt ny scene for arkitektur og interiør, stedet hvor skandinavisk arkitektur vises frem. Vinderprojekter fra rundt om i verden, spændende foredrag med interessante arkitekter og kommende byggeprojekter, der offentliggøres.

CODE 08 foregår den 15.-18. maj i Bella Center, som fortsat er arrangør af messen i samarbejde med Dansk Møbelindustri.

Kilde: CODE 08

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063