23948sdkhjf

Ilva rykker til Aalborg

Møbelkæden åbner til efteråret - lige over for konkurrenten Ikea.
Til efteråret rykker møbelkæden Ilva ind i Nordjylland, og akkurat som i Aarhus kommer butikken til at ligge lige over for Ikea, idet den får hjemme på Stenbukken i City Syd i bygningen, hvor Idémøbler har til huse i dag.

Det oplyser Michael Christiansen, administrerende direktør i ID Design, der ejer både Ilva og Idé-møbler, og som igen er ejet af Jysk-koncernen.

Det indebærer naturligvis, at Idémøbler skal flytte fra sin hidtidige adresse. Butikken får i stedet nyt hjemsted i bygningen, hvor Elgiganten i City Syd havde til huse indtil for fire år siden. Denne bygning har stået tom lige siden, og det bærer den stærkt præg af, men Michael Christiansen lover, at bygningen får en grundig overhaling:

- Den bliver virkelig flot og skal ikke bare moderniseres, men også udvides, inden vi er klar til at åbne.

Samme opskrift som i Odense
Han forklarer, at baggrunden for hele manøvren er at få Ilva til Nordjylland og at placere butikken i samme nabolag som Idémøbler:

- Vi gjorde noget tilsvarende i Odense for et par år siden, og det viste sig at være en rigtig god idé.

I øjeblikket er man i gang med at indhente de nødvendige tilladelser til ombygning og så videre, og planen er at være klar med begge de nye butikker inden efterårsferien.

Michael Christiansen tilføjer, at man får behov for 25-30 nye medarbejdere til at bemande Ilva-butikken, og at Idémøblers butik på Håndværkervej i Aalborg i øvrigt fortsætter som hidtil.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125