23948sdkhjf

Stor dansk sengefabrik flyttet på 12 dage

European House of Beds flyttede sidste år produktionen fra til nye og større rammer i Horsens. Opgaven blev løst af Intego på blot 12 dage.
European House of Beds blev etableret i Hedensted i 2008, og virksomheden har klaret sig så godt, at den i dag hører til blandt Skandinaviens førende sengeproducenter.

- Selvom vi er en forholdsvis ung virksomhed, har vi allerede indtaget en markant markedsposition på det skandinaviske marked. Derfor måtte vi i 2014 erkende, at de eksisterende produktionsfaciliteter i Hedensted var blevet for små, forklarer adm. direktør Kim Rasmussen, der købte virksomheden af de norske stiftere i 2012.

Da muligheden bød sig for at overtage Scandi-Sleeps tidligere produktionsfaciliteter i Horsens, kun godt 10 km fra Hedensted, valgte Kim Rasmussen og hans medarbejdere at flytte frem for at udvide i Hedensted. Bygningerne i Horsens havde dannet ramme om sengeproduktion frem til 2013, og de otte tomme produktionshaller var det oplagte valg, fordi de allerede var optimeret til en sengefabrik.


For Kim Rasmussen var det altafgørende, at kunderne ikke kom til at mærke flytningen, og at flowet i produktionen blev opretholdt:

- I vores branche er vi fortrinsvist ordreproducerende, og det er helt afgørende, at kunderne ikke skal vente på deres bestillinger, siger han.

Via en bekendt fik Kim Rasmussen kontakt til Intego, der har afdeling i Hedensted, og han blev hurtigt overbevist om, at Intego, qua sin størrelse og sine specialistfunktioner, kunne løse opgaven.

Flytningen omfattede to overordnede produktionslinjer, der hver er cirka 50 meter lange, samt en pakkelinje. Den ene linje producerer springmadrasser med fjedre pakket ind i skum, mens den anden linje producerer boksmadrasser med en træramme i bunden og fjedre ovenpå.

- Jeg vil gerne indrømme, at det ikke er hverdagskost for os at flytte en hel produktion af den her størrelse og på så kort tid. Men jeg satte mig sammen med vores forskellige specialistfunktioner internt i Intego, og vi startede med at dele flytningen op i faserne forberedelse, demontering, fragt og opstilling. Derefter lavede vi en meget præcis plan for gennemførelsen af de enkelte faser, fortæller afdelingsleder Morten Pedersen fra Intego, der havde knap 20 specialister på opgaven.

Ny udvidelse på tegnebrættet
Efter afmonteringen fyldte produktionsudstyret ikke mindre end 14 lastbiltræk. Alt blev nøje nedpakket, så det kunne pakkes ud i den rigtige rækkefølge. Allerede to dage efter afmonteringen i Hedensted skulle der nemlig etableres en midlertidig speciallinje i Horsens, som kunne producere hastebestillinger.

Herefter kunne Intego koncentrere sig om de to permanente linjer og pakkelinjen, og blot 12 dage efter var hele produktionen tilsluttet, testet og klar til drift. Den efterfølgende uge var afsat til justering af følere og generel indkøring, men allerede efter tre dage var produktionen på fuldt niveau.

Allerede nu går Kim Rasmussen og hans 40 medarbejdere med planer om en yderligere udvidelse af produktionen. Flere markeder syd for Danmark begynder at fatte interesse for de danske sengeprodukter, men til forskel fra sidst kan produktionen denne gang udvides inden for de eksisterende fysiske rammer:

- Holland er et af de markeder, som vi har tæt kontakt til lige nu, og vi forventer vækst også i de kommende år, siger Kim Rasmussen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078