Engelske kopiproducenter skal stoppes
Der skal sættes ind over for kopiproduktionen af dansk design i England. Det foreslår en arbejdsgruppe i ny rapport om en styrket indsats mod piratkopiering, som økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen præsenterede i fredags.
I England beskyttes brugskunst som f.eks. møbler af Arne Jacobsen, Hans Wegner, Børge Mogensen m.v. kun efter designlovgivningen og ikke også efter ophavsretsloven, som tilfældet er i Danmark. Det betyder, at beskyttelsestiden i England kun er på 25 år fra fremstillingstidspunktet, hvorimod beskyttelsen i Danmark er 70 år efter udgangen af ophavsmandens dødsår.
Bendt Bendtsen fremlagde fredag rapporten om sine nye initiativer på en konference i Industriens Hus om piratkopiering, som er arrangeret af Erhvervs- og Økonomiministeriet, Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri og DI.
Ministeren har bl.a. foreslået en stramning af strafferammerne for grove tilfælde af piratkopiering og øgede kontrolbeføjelser for myndighederne i kampen mod denne form for organiseret kriminalitet.
- De nye initiativer betyder, at Danmark går forrest i kampen mod organiseret piratkopiering og er dermed med til at sætte standard for en kommende harmonisering af reglerne i hele Europa, siger Kim Haggren.
Kilde: Dansk Industri