Flexa ændrer strategi
Skuffende resultater og svage fremtidsudsigter har fået den danske producent af børne- og ungdomsmøbler Flexa til at sadle om og ændre strategien på det amerikanske marked.
- Vi har valgt de traditionelle møbeldetailbutikker på det amerikanske marked fra. De har ikke præsteret det forventede salg, fordi de ikke har været dygtige nok til at ramme vores målgruppe, som er den moderne, urbane forbruger med god økonomi. Det kræver en ekstra gnist og indsigt, som de desværre ikke besidder. Derfor satser vi nu på at etablere særlige Flexa-butikker på franchisebasis i USA. Med den økonomiske krise, som USA befinder sig i, er det vigtigere end nogensinde at ramme rigtigt, siger koncerndirektør Per Lykke Jensen til dagbladet Børsen.
Flexa har syv amerikanske Flexa Shops på franchisebasis.
Den nye strategi har sat sine spor i det nye regnskab for Flexakoncernen, der for andet år i træk har en faldende indtjening trods vækst i omsætningen. Flexa Group øgede omsætningen med knap 8% til 762 mio. kr. i 2006/2007 fra 708 mio. kr. året før, mens overskuddet før skat blev mere end halveret til 6 mio. kr. fra 13 mio. kr. i den samme periode takket være tab i USA og Rusland.
Per Lykke Jensen lægger ikke skjul på, at koncernens omsætning er under pres, men han siger samtidig, at det er alt for tidligt at spå om, hvad 2007/2008 bringer.
Kilde: Dagbladet Børsen