23948sdkhjf

Dansk træ- og møbelindustri mod alle odds

De danske træ- og møbelvirksomheder står overfor en række udfordringer, men med den rette strategi, kan de klare sig i den internationale konkurrence.
I analysen ”Mod alle odds” stiller BAT skarpt på træ- og møbelindustrien – og analysen viser, at situationen ikke er nem for branchens virksomheder. Virksomhederne står overfor en række udfordringer som strækker sig fra kopiproblemer over mangel på råvarer og stigende råvarepriser til koncentration i forhandlerleddet.

Samtidig er konkurrencen fra udenlandske, prisbillige virksomheder ikke blevet mindre, og fremtiden tyder på stigende energipriser, stagnerende ejendomsmarked og opbrugte friværdier, som vil kunne lægge en dæmper på byggeriet og privatforbruget.

Globaliseringen har i dag gjort transport- og informationsomkostningerne så små, at det har ændret virksomhedernes vilkår fundamentalt. Mange har spået træ- og møbelindustriens endeligt som følge af udflytning af produktionen. Alt i alt står træ- og møbelvirksomhederne over for dramatiske og dybtgående forandringer, der ligger udover, hvad de tidligere har været igennem.

Udviklingen har betydet en kraftig reduktion i beskæftigelsen, og en række virksomheder er bukket under i konkurrencen. Fremtiden vil vise, om denne udvikling fortsætter, eller om det faktisk er muligt at kombinere produktion i Danmark med en sund økonomi, opadgående vækstrater, øget beskæftigelse og overskud på bundlinjen?

Dette spørgsmål undersøges i rapporten, og svaret er ja! Med den rette strategi, kan det godt lade sig gøre for de danske træ- og møbelvirksomheder at klare sig i konkurrencen.

Analysens konklusioner
Sammenholdes diverse undersøgelser om globalisering i træ- og møbelindustrien, ses det, at udflytningen af danske arbejdspladser stadig er forholdsvis lille. Der er ikke noget, som tyder på, at der vil ske en eksplosiv udvikling i udflytning af danske arbejdspladser i årene fremover.

Outsourcing til lavtlønslande medfører udgifter til etableringsomkostninger og flere udgifter til oplæring, kvalitetskontrol, logistik og transport og disse udgifter har i flere tilfælde vist sig at overstige forventningerne bl.a. pga. en stor spildprocent.

Løsningen på den store spildprocent er mere automatisering, hvilket betyder færre ansatte. Når årsagen til udflytning er besparelse på løn, vil besparelsen blive minimeret, hvis lønandelen minimeres gennem automatisering.

Inden en virksomhed beslutter sig for at flytte produktionen til et lavtlønsland er det derfor vigtig at analysere og kortlægge følgende: 1) Hvilke produktionsprocesser er ikke så kvalitetsafhængige og 2) I hvilke processer er arbejdskraft et rentabelt alternativ til automatisering.

Der findes alternativer til udflytning til lavtlønslande. Et af dem er at investere i ny teknologi og medfølgende opkvalificering af medarbejderne derhjemme.

For at overleve de aktuelle udfordringer for branchen er det helt nødvendigt at strømline sin virksomhed og fokusere på de kerneområder, som man er bedst til.

Det er vigtigt at være meget bevidst om vigtigheden og værdien af virksomhedens ”brand”. Både som færdigvareproducent og som underleverandør.

Det er vigtigt at have fokus på design og løbende udvikling af nye produkter. Virksom-hederne skal løbende tænke fornyelse og udskiftning af sortiment.

Løbende fokus på ny teknologi er også vigtigt. Det handler i høj grad om til stadighed at have det mest moderne og effektive produktionsapparat på virksomheden.

For at læse rapporten eller yderligere konklusioner besøg Forbundet Træ-Industri-Byg's hjemmeside .

Kilde: Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) / BAT- Kartellet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079