PL Snedkeri har ramt en guldsmedeåre
Det sønderjyske inventarsnedkeri med produktnavnet 3D Inventar vil nu vokse med mand og mure for at følge med efterspørgslen

Carat i shoppingcentret Fisketorvet i København har fået sit inventar fra PL Snedkeri i Sønderborg. Foto: PL Snedkeri.
- Lige nu kører det rigtig fint, men vi kunne tage flere opgaver og det kunne give os mere, hvis vi havde plads, siger Morten Lorenzen, som er indehaver.
PL Snedkeri - eller 3D Inventar - som Morten Lorenzen har arvet efter sin far, var egentlig specialiseret inden for inventar til barer og diskoteker. Det er PL Snedkeri stadig, men nu er der kommet stærkt gang i et guldsmedesegment.
En direkte årsag er, at Morten Lorenzen selv har fagbaggrund med elektroniske låse til guldsmedebranchen. Derfor kan han også integrere låsemekanikkerne i det inventar, som firmaet snedker til kunderne.
- Det tager et stykke tid, før man er kendt på det marked. Så begynder de at snakke sammen, og så bliver der mere at lave for os, fortæller han til Wood Supply.