23948sdkhjf

Unge iværksættere indtager Formland

Efter et års forberedelse er designmessen klar til at lancere sit nye iværksætterområde; ”Nordic Buzz”.
Det kreative iværksætterområde Nordic Buzz er for første gang en del af Formland-messen. De praktiske detaljer er på plads og udstillerområderne fordelt. Nu mangler blot startskuddet til den idé, som opstod hos Innovationsnetværket – Bolig & Livsstil for omkring et år siden.

- I vores samarbejde med virksomheder kan vi se, at de små kreative virksomheder har svært ved forretningsudvikling. Derfor kunne vi se et potentiale i at koble dem med professionelle mentorer i et pulserende messemiljø, hvor der er lejlighed til netværk og salg, forklarer direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning om baggrunden for Nordic Buzz.

Flere end 200 ansøgte i foråret, og 122 af dem slap gennem det nåleøje, der gav adgang til en stand i udstillerområdet samt rådgivning fra erfarne erhvervsfolk både før og efter messedagene.

Vi skal hjælpe hinanden
Gennem den seneste tid har de kreative iværksættere fra hele Norden forberedt sig til Nordic Buzz sammen med en mentor i et forløb, som skal styrke og udvikle produktideer og virksomheder. Initiativet bygger på principperne om, at vi i Norden er dygtige til at hjælpe hinanden, og at vi har en stærk iværksættermentalitet.

Nordic Buzz
De kreative iværksættere til Nordic Buzz kommer fra hele Norden. De får hver især mulighed for at udstille deres produkter og koncepter på 6 m2 gratis standplads, som integreres i en samlet stand med fire kategorier:

• Interiør og møbler
• Designhåndværk og living-produkter
• Mode, accessories og smykker
• Illustrationer, artwork & industrielt design
- Som mentor har jeg arbejdet med deltagernes projekter ud fra de erfaringer, jeg har fået gennem min karriere indenfor branchen. Vi har en stor skare af virkelige dygtige unge iværksættere i Norden, hvoraf mange har gavn af den viden, vi kan give videre. Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skal hjælpe hinanden – det er jo til alles fordel, siger Michael Ravn, konsulent, butiksejer og Nordic Buzz-mentor for fem mentees.

- Det har været en spændende og meget positiv proces at arbejde med talenterne. Jeg glæder mig til at se, hvad de får ud af deres deltagelse på messen. Selvom jeg fungerede som mentor og ikke selv deltager på messen, så har jeg også fået en masse ud af projektet, fordi de unge bringer nye ideer og metoder frem. Man bør aldrig være for gammel til at lære.

Nordens kreative talenter
Med den nyvundne viden og erfaring er deltagerne nu for alvor parat til at udvide deres netværk og tage deres projekt til det næste niveau, når messen åbner om få dage:

- Det har været en fantastisk proces at være med til indtil videre. Jeg var meget grøn på markedet, inden jeg mødtes med min mentor og de andre mentees. Men jeg føler, at jeg har rykket mig meget allerede og har fået et stort skud selvtillid omkring mit projekt. Det bliver så spændende at vise mine produkter frem i messecenteret, fortæller udstiller Susan Melanie Jackson.

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078