Gamle kabeltromler bliver til møbler
På Fyn er to 17-årige drenge sprunget ud som iværksættere.
Olivers forældre har et kabelfirma, og derfor begyndte de for et års tid siden at designe borde af gamle kabeltromler.
Hofstra & Wagner har i dag både website og webshop, og de 17-årige iværksættere drømmer om, at deres fælles projekt kan vokse sig stort:
- Nu, hvor firmaet er kommet op at køre, vil vi gerne se, hvad det kan blive til. Vi får dækket vore omkostninger til materialer. Resten lader vi blive i firmaet, så vi har en kapital at trække på, hvis produktionen skal øges, eller at vi får nye ideer, der skal udvikles, fortæller Mathias Wagner til Fyens.dk.
Mathias Wagner og Oliver Hofstra Rasmussen bor i henholdsvis Vissenbjerg og Aarup på Fyn og går begge på handelsgymnasiet Tietgenskolen i Odense.