Sønderborg Køkkenets nye satsning hedder ”Baselift”
Efter flere års samarbejde med Linak er Sønderborg Køkkenet nu klar til at satse på hæve-sænke-teknologi.
Direktør Johnny Petersen var derfor både glad og stolt, da han søndag kunne invitere til premiere på sit nye koncept, der har fået navnet ”Baselift”.
Direktøren er ikke mindst glad for den lydhørhed og entusiasme, som han mødte, da Sønderborg Køkkenet henvendte sig til Linak:
- En god idé hjælper ingen, når den forbliver i skuffen, og jeg er glad for, at Linak-familien ville lytte til vores idé med al det potentiale, det nye system vil kunne bringe fremadrettet – ikke kun for Linak og Sønderborg Køkkenet, men for alle i køkkenbranchen, og ikke mindst for brugerne, siger Johnny Petersen.
Til kamp mod ondt i ryggen
Sønderborg Køkkenets direktør ser et stort forretningsmæssigt potentiale i det nye koncept.
Boligens inventar og møbler bliver mere og mere individuelt tilpasset den enkelte bruger, og ergonomiske hæve-/sænkefunktioner til skrivebordet eller elevationssengen har allerede forbedret hverdagens komfort. Det samme er tilfældet i køkkenet, hvor borde efter behov kan hæves og sænkes, så de både kan bruges som spiseplads eller løftes i kogeøens højde for at øge arbejdsfladen.
- Men hvorfor begrænse sig til borde i køkkenet? Hvorfor ikke gøre det muligt at kunne hæve og sænke hele køkkensektioner, så den kan tilpasses familiemedlemmernes højde individuelt?, spørger Johnny Petersen og henviser til Statens Institut For Folkesundhed, som tilbage i 2005 anslog, at 35 procent af den voksne danske befolkning er berørt af rygsygdomme eller rygsmerter.
- Det er cirka 1,5 millioner personer, og lidelsen rammer bredt – uanset alder, pointerer han.
Lokale virksomheder har brug for hinanden
Samtidig er ”Baselift” historien om, hvordan virksomheders samarbejde kan bidrage til udviklingen af et lokalområde – i dette tilfælde det sydjyske:
- Regionalt har vi brug for at støtte hinandens aktiviteter for at kunne opbygge og udvide vores vækstområder – både forretningsmæssigt men også til gavn for borgerne. Industrimæssige vækstpunkter skaber arbejdspladser, stabilitet og tryghed for den enkelte familie, siger Johnny Petersen.
”Baselift” er et indbygget elektronisk system, der kan hæve/sænke hele køkkensektionen med op til 10 centimeter. Hæve-sænke-teknologien placeres i soklen og er ikke synlig, selvom soklen hæves i højden. Et ”Baselift”-modul har en bæreevne på 150 kilo og tilsluttes en kontrolboks, som kan have fire moduler tilsluttet.