23948sdkhjf

Nye Aalborg-snedkere er bidt af håndværket

For nystartede Als & Grønning er det en drøm at kunne lave alt i hånden og med kunden hele vejen.
Det var en fælles interesse, som fik Klaus Grønning på 34, og Uffe Als, 32 år, til at starte firma sammen.

Under mange køreture fra Aalborg til Hjørring, hvor de begge uddannede sig til snedkere, fandt de ud af, at de begge holdt af det klassiske møbelhåndværk.

- Det syntes ingen af os, der var rum til i møbel- og interiørindustrien, hvor vi var i lære. Så kan det godt være, at vi ikke tjener så mange penge og at vi starter på en opsparing. Men det er det her, vi vil og ikke hardcore industri, siger Uffe Als til Wood Supply.

Efter starten i en garage i Aalborg-forstaden Gug sidste vinter, er Møbelsnedkeriet Als & Grønning nu på plads i iværksætterhuset Byens Rum, som findes i Aalborgs østlige havnekvarter, hvor huset er omringet af nybyggerier og gennemrenoveringer.

Ambitionen er at lave møbler i hånden og helt fra bunden og i samarbejde med kunden, hvor det starter i kundens hjem. Personliggjorte møbler, som kunden køber dyrt, fordi det skal holde resten af livet og måske i generationer. Rent håndværk løber nemt op i omkostninger, der tredobler prisen på cnc-fræsede møbler, men Uffe Als tror, der er et vist marked for det

- Cnc’erne kan lave fuldstændig lige så gode møbler, men den kan bare ikke selv vælge, hvor på træet, den gerne vil skære. Der kan man selv vælge et stykke, hvor man synes, der er en flot årestruktur, siger han.

I modsætning til industriens møbler kan man også inddrage kunden i designet fra begyndelsen, nævner han. Skal der være armlæn eller ej - hvor stor eller lille skal stolen være?

En anden drøm er mere bæredygtige møbler ud af genbrugsmaterialer og med så lidt materialespild som muligt.

Designmæssigt vil de lave klassisk dansk med personlig drejning.

- Vi kan ikke fornægte, at vi står på skuldrene af alle de gamle møbelsnedkere. Det er lige så svært at lave et møbel, der ikke er lavet før, som det er at fortælle en historie, ingen har fortalt før, men vi kan give det nogle nye udtryk, siger Uffe Als.

- Vi kunne måske udfordre nogle af de låste idéer og tanker, som der er i håndværket, men uden at gå på kompromis med holdbarheden. Det kan handle om, hvor man siger, at skruerne skal sidde, nævner han.

Markedsmæssigt tager Als & Grønning udgangspunkt i hjembyen Aalborg, hvor de første kunder blev fundet. Ifølge Uffe Als er de ved at “lede efter deres ben”, som han kalder det.

En praktikant er blevet tilknyttet til at promovere virksomheden på sociale medier, når hun ellers ikke sidder med sandpapir og giver nap med værkstedet. Starten er gået med masser af opmærksomhed fra venner og forbindelser, især på sociale medier, hvor Als & Grønning allerede har langt flere følgere end de fleste snedkerier har på Facebook. Uffe Als erkender dog, at det ikke nødvendigvis er i heppekoret af venner, at man finder kunderne.

- Så vi skal ud omkring i byen og sparke døre ind, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078