Flexa og Thuka danner nyt selskab
Børnemøbelproducent Flexa lægger nu Flexa Møbler og Thuka Furniture sammen og danner et nyt selskab. Det sker som et led i en plan om at tilpasse koncernen til markedet.
For Thuka Furniture betyder det afskedigelse af enkelte medarbejdere, dog bevares produktionen på Mors.
- Som jeg ser det lige nu, vil vi fortsat have en fabrik på Mors, fordi vi har brug for den kapacitet. Flytningen af produktionen fra Vinderup-fabrikken til Estland skyldes, at det er en mere løntung produktion end på Mors, siger koncerndirektør Per Lykke Jensen.
Flexa købte Thuka Furniture i efteråret 2003 og har netop indledt en tilpasningsplan, der skal være med til at effektivisere og strømline koncernen.
Kilde: Dagbladet Børsen