Vandsenge-producent satser på design
Akva Waterbeds henter i dag 96% af sin omsætning uden for Danmark. Nu satses der på design og leverancer til det sydlige Europa.
- Vi satser på design i samarbejde med designeren Peter Weiss, og vore produkter går godt i tråd med wellness-trenden specielt i Sydtyskland, Norditalien samt Savoyen og Provence i Sydfrankrig. Så det forventer vi os meget af, siger direktør Lars Brunsø.
Akva Waterbeds kan endda prale af at gå lidt imod strømmen i den danske møbelindustri. I stedet for at outsource har man valgt at placere al produktion lige fra syning, højfrekvent svejsning af madrasser til snedkeri og elektronik i Ry.
Virksomheden henter i dag 96% af omsætningen uden for Danmark. I 2007 kunne Lars brunsø fremvise et driftsresultat på 3,2 mio. kr. (2006: 2,8 mio. kr.).
Kilde: Dagbladet Børsen