23948sdkhjf

Væksten fortsætter hos Andersen

Møbelproducenten har i år øget salget til det danske detailmarked med hele 70 procent. Det baner vej for nye investeringer.
Andersen Furniture har de seneste år skruet betydeligt op for produktudviklingen, og den danske detailhandel har taget godt imod de nye møbler. Så godt, at det den østjyske møbelfabrik har øget sin danske detail-omsætning med hele 70 procent i forhold til sidste år.

- Vi har fået enkelte nye kunder, men det er primært de eksisterende kunder, der køber mere. Vi oplever, at butikkerne helt generelt har fået det bedre og sælger flere varer. Det nyder både vi og de andre møbelfabrikker godt af. Samtidig har vi været heldige og dygtige med at udvikle nogle produkter, der passer godt ind i tiden, siger administrerende direktør Poul Frandsen til Wood Supply.

Også eksportmæssigt er udviklingen positiv. På det norske detailmarked er Andersen gået frem med 30 procent, og i Tyskland begynder man efterhånden at høste frugterne af en offensiv, hvor håndboldmålmand Niklas Landin er brugt som blikfang:

- Vi er i gang med at kæmpe os ind på det tyske detailmarked. Vi ansatte en sælger i foråret og begynder så småt at få hul igennem, siger Poul Frandsen.

Detailhandelsfokus koster på erhverv
Mens Andersen med succes har satset på detailmarkedet, har virksomheden samtidig sluppet noget af sit fokus på erhvervsmarkedet. Derfor forventer Poul Frandsen heller ikke, at den samlede vækst bliver højere end de 25-30 procent, som ledelsen opstillede som mål ved årets start.

- For år tilbage var vi en virksomhed, der hentede over halvdelen af sin omsætning på erhverv. Det er vi slet ikke mere, og vi er også gået tilbage på erhverv i år, siger han og pointerer, at der er tale om en kalkuleret nedgang.

- Vores fokus er i dag på at udvikle nogle gode produkter til detailhandlen, og så gør det selvfølgelig ikke noget, hvis vi også kan sælge dem i erhvervssegmentet. Strategien er, at vores varer skal kunne sælges begge steder, siger Poul Frandsen.

Tjente penge skal investeres
Andersen kom sidste år ud med et overskud på knap en halv million kroner før skat, og trods stigende omsætning forventer Poul Frandsen ikke et meget højere resultat i år. Årsagen er virksomhedens investeringsniveau, for succeser som TAC-stolen og spisebordet T1 skal følges op:

- De penge, der bliver tjent lige nu, skal investeres i at gøre virksomheden stærkere. Og når vi udgiftsfører vores investeringer med det samme, er det klart, at det påvirker resultatet. Men det skal der være plads til, for vi vil udvikle nye produkter, og vi vil udvikle os som virksomhed, siger Poul Frandsen.

Andersen har netop lanceret sin første sofa, A1, og vil i løbet af kort tid lancere en ny stol.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063