23948sdkhjf

Produktionsvirksomheder booster indtjening

Ny omfattende analyse viser, at 7 af 10 virksomheder i produktionsindustrien har sorte tal på bundlinjen.
En ny analyse af 6.502 aktuelle regnskaber fra den danske produktionsindustri viser, at virksomhederne afsluttede 2014 i den bedste økonomiske form set over den femårige periode, som analysen afdækker.

Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 6.502 regnskaber, som landets produktionsvirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst 5 års historik fra virksomhedens drift.

- Vi har nu godt 83 procent af de kvalificerede regnskaber i hus, og dermed har vi et retvisende billede af sektorens tilstand med baggrund i seneste regnskabsår. Og vi kan konstatere, at sektoren er inde i en meget positiv udvikling, siger administrerende direktør Allan Jakobsen fra Eniro Danmark, der står bag Proff.dk.

71,8 procent af de analyserede virksomheder leverer sorte tal på bundlinjen i det seneste regnskabsår, og det er den højeste andel siden 2010, hvor andelen kun var 61,3 procent.

Tilmed er andelen af virksomhederne, der formår at øge deres indtjening og egenkapital, også stigende. I det seneste regnskabsår lykkedes 56,8 procent af virksomhederne således med at øge resultatet sammenlignet med året før, mens 60,1 procent formåede at øge egenkapitalen.

Løftet af konjunkturmedvind
Hos Spar Nord hæfter aktieanalytiker Mikkel Duus-Hansen sig ved, at produktionsindustrien fortrinsvis består af cykliske virksomheder, der er afhængige af den konjunkturelle situation i almindelighed og eksportforudsætningerne i særdeleshed.

- Vi har at gøre med konjunkturfølsomme virksomheder, som bliver ramt ekstra hårdt i nedgangstider, og som modsat klarer sig relativt bedre i opgangstider. Og nu ser vi altså, at de forbedrede konjunkturer, som vi trods alt oplever i Danmark og i det øvrige Europa, smitter positivt af på produktionsvirksomhedernes regnskaber, siger Mikkel Duus-Hansen.

- Tendensen er positiv – dels fordi det styrker indtjeningskraften i virksomhederne her og nu, men også fordi det giver bedre mulighed for polstring mod fremtidige fald i efterspørgslen. Og den polstringsmulighed benytter mange af virksomhederne sig af, idet godt 60 procent af de undersøgte virksomheder øger deres egenkapital i seneste regnskabsår, fortsætter han.

Om Regnskabsanalysen 2015
På baggrund af data fra Proff.dk analyserer Spar Nord årligt de regnskaber, som danske virksomheder indrapporterer til Erhvervsstyrelsen. Analysen fokuserer på virksomhedernes udvikling i resultat før skat og egenkapital, sådan som virksomhederne selv rapporterer tallene i regnskaberne.

Analysen dækker samtlige hovedselskaber med rapporteringspligt til Erhvervsstyrelsen, som har rapporteret i perioden juli 2014 til august 2015. Herfra fratrækkes virksomheder med færre end fem års regnskabshistorik samt virksomheder, der ikke er i normal drift.

Datagrundlaget for regnskabsanalysen omfatter samtlige sektorer i dansk erhvervsliv, men analysen har alene fokus på at beskrive og forklare udviklingen i et udvalgt antal sektorer, som eksempelvis byggeri, industri, transport og handel/detail.

Læs mere her
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078