Danske møbler får ny platform i Shanghai
Danmark er udnævnt til officielt partnerland på Kinas vigtigste møbelmesse, hvor en dansk fællesstand skal være med til at promovere dansk design.
4
Billeder
Design Shanghai er Asiens førende internationale designmesse og afholdes i det storslåede Shanghai Exhibition Centre midt i centrum af en af verdens mest dynamiske og pulserende byer. Messen havde i år 44.000 besøgende. (Foto: Innonet Lifestyle).
Under overskriften ”Modern Danish” arrangerer Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning sammen med Udenrigsministeriet i Shanghai et koordineret fremstød, der har til formål at åbne døren til Kinas hastigt voksende designmarked.
- I Kina kan det være meget uoverskueligt at finde de rigtige kontakter og den rette indgangsvinkel til markedet. Vi vil gerne skabe et koncept og en platform, der understøtter virksomhederne og gør det nemmere for dem at komme i gang, siger direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.
Danmark er officielt partnerland
Hun var i foråret på Design Shanghai sammen med 15 danske virksomheder, og oplevelsen var så positiv, at Innovationsnetværket nu går efter at skabe et større og mere koordineret fremstød til næste år:
- Det er lidt som vores ”Danish Livingroom”-koncept på Milano-messen. Enten kan du vælge at have din egen stand, eller også kan du blive en del af et fælles dansk udstillingsområde, kurateret af danske arkitekter, fortæller Betina Simonsen.
På baggrund af den succesfulde deltagelse i 2015 er Danmark blevet udnævnt som partnerland på næste års messe. Det betyder, at Danmark bliver særligt fremhævet i forbindelse med en række aktiviteter under messen.
- Det er noget, der har stor betydning i Kina, hvor det i høj grad er de politiske og diplomatiske relationer, der går forud for de kommercielle, forklarer Betina Simonsen.
Stort potentiale - men det kræver arbejde
Ud over selve udstillingen vil deltagerne få mulighed for at deltage i matchmaking med potentielle kinesiske kunder og deltage i workshops med kinesiske eksperter omkring design og kommercielt relaterede emner. Der vil også blive afholdt en presse-/kundeevent og en tur i Shanghai for at fået indtryk af det kinesiske marked for design og møbler.
- Med den her pakke er der gode muligheder for at få kickstartet sin adgang til det kinesiske marked. Potentialet er kæmpe stort, men det kræver også et stort arbejde. Ordrerne kommer ikke af sig selv, bare fordi man stiller sig op på en stand i Shanghai. Det er et langt, sejt træk, og man skal være indstillet på, at der er store kulturelle forskelle, siger Betina Simonsen.
Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning afholder i næste uge informationsmøder i henholdsvis Herning og København. Ved begge møder deltager både Innovationsnetværkets egne folk og sektorchefen (design & retail) fra Udenrigsministeriet i Shanghai.
Informationsmøder:
21. oktober i Herning kl. 14, Birk Centerpark 38
23. oktober i København kl. 9.30, Forbindelsesvej 4
Tilmelding på svea@innonetlifestyle.com