Ikea indvier innovations-lab i Kødbyen
Ikea har netop indviet sit nye innovationslaboratorium i København, Space10. I spidsen for denne kreative legeplads står en art-rebel.
Laboratoriet er det første af slagsen, og det skal være med til at sikre morgendagens Ikea. Her skal designere og udviklere afprøve de vildeste ideer og finde ud af, om de har potentiale nok til at blive en del af sortimentet. Det fortæller Ikeas Concept Innovation Manager, Göran Nilsson til Berlingske Business.
Göran Nilsson har valgt at sætte art-rebellen Carla Cammilla Hjort i spidsen for Space10.
- Der sker et paradigmeskift i forretningsverdenen. Før var virksomheder lukkede om sig selv, men nu er det vigtigt at åbne op og forstå verden omkring os. Derfor har vi sat Carla Cammilla Hjort fra Artrebels i spidsen. Hun har evnerne til at få interessante mennesker med spændende idéer til at finde hinanden, forklarer Göran Nilsson.
Som stifter og direktør for Artrebels og københavnerfestivalen Trailerpark er Carla Cammilla Hjort vant til at få det kommercielle til at spille sammen med det kunstneriske. Hun vil med Space10 skabe et visionært og modigt miljø, hvor Ikea-medarbejderne kan komme og blive inspireret og opdage nye talenter og ideer.
Den første opgave, der skal løses i Space10, er, hvordan man tænker sundhed ind i Ikea-møblerne.
Laboratoriet, der ligger i hjertet af Kødbyen, er åbent for alle.
Læs hele artiklen