Stor fremgang hos Boconcept
Forventer omsætningsvækst på op til 8 procent i år.
Det skriver Ritzau Finans ifølge NPInvestor.
- Vores same-store-sales ude i butikkerne bliver ved med at vækste, og det var vi egentlig lidt nervøse for i forbindelse med den nye sæsonstart 1. september, fordi vi sidste år havde mange nyheder, hvilket vi ikke havde i år. Men det gik godt, og det er gået godt i hele kvartalet. En anden lille deltalje er, at vores leveringsevne har været historisk god, siger Torben Paulin ifølge NPInvestor til Ritzau Finans.
Boconcept satte sidste år et effektiviseringsprogram i gang, som har forbedret leveringsevnen.
I kvartalet betød den forbedrede leveringsevne, at ordrerne blev ekspederet hurtigere af sted, hvilket medførte, at ordrebeholdningen ved udgangen af oktober var cirka 19 mio. kr. lavere end på samme tidspunkt sidste år.
Ordreindgangen i same-store-sales steg i andet kvartal med 14,4 pct. På halvårsbasis lød stigningen på 15,4 pct., mens omsætningen for perioden endte på 331,0 mio. kr. Det var en vækst på 13 procent. i forhold til samme kvartal sidste år, og heraf bidrog fordelagtige valutakurser med 5,4 pct. af væksten i kvartalet.
Boconcept venter nu omsætningsvækst på op til 8 procent. i det nuværende regnskabsår.