23948sdkhjf

Tømrerfaget fejres i København

Den 5. december runder Danmarks ældste nuværende byggeorganisation – Københavns Tømrerlaug – en sjældent markant milepæl. Lauget fylder 500 år.
I 1515 indgik en flok københavnske tømrere en aftale med kong Christian den 2. om at oprette et tømrerlaug.

I dag består Københavns Tømrerlaug stadig og kan kalde sig for Danmarks ældste byggeorganisation og fejre, at det er 500 år siden, kongen anerkendte tømrerfaget.

- Det er en fantastisk bedrift, at Københavns Tømrerlaug har formået at holde sammen i så mange år, og fra Dansk Byggeris side skal der lyde et stort tillykke med jubilæet. Går man en tur i det historiske København, kan man ved selvsyn opleve 500 års tradition for godt håndværk, og Københavns Tømrerlaug er et bevis på, hvor langt man kan nå med godt sammenhold, ihærdighed og faglig stolthed, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Da Københavns Tømrerlaug blev oprettet i 1515, boede der omkring 10.000 indbyggere i hovedstaden. Et tal, der i dag er steget til over en million. I perioden med en enorm tilflytning var lauget med til at sørge for tag over hovedet til de mange nye beboere, men arbejdsopgaverne har ændret sig i den seneste årrække.

- I langt størstedelen af Københavns Tømrerlaugs historie har træ været det foretrukne byggemateriale, men i de sidste 50 år er der sket en ændring på den front. Det har dog ikke rykket ved tømrerfagets position som det største i byggebranchen, og det er et bevis på, at tømrerne hele tiden er villige til at lære noget nyt og indfri nye krav, som vi også ser i disse år med de stigende krav til miljørigtigt byggeri, siger Lars Storr-Hansen.

Københavns Tømrerlaug har i denne uge varmet op til fejring af 500 årsdagen med en historisk udstilling om tømrerfaget gennem 500 år – på Rådhuspladsen i København. Udstillingen, som lukker i dag klokken 12, viser tømrerfaget i tre versioner: Tømrersvende fra Frilandsmuseet viser tømrerfaget før, tømrerlærlinge viser tømrerfaget som det er nu, mens et hold af arkitektstuderende og tømrerlærlinge bygger en generisk bo-celle som et bud på fremtiden.

Jubilæet markeres fredag med en særlig modtagelse i festsalen på Københavns Rådhus, og Post Danmark har også valgt at markere jubilæet med et særligt frimærke.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063