Expedit køber op
Inventarproducenten har købt det finske selskab New Store Europe OY med virkning fra 1. januar.
New Store Europe blev startet i 1995 og omsatte i seneste regnskabsår for 9 mio. euro og leverede et resultat før skat på 19.000 euro.
Efter overtagelsen fusionerer Expedit sit finske datterselskab med New Store Europe. Arto Järvinen, administrerende direktør i New Store Europe, kommer til at stå i spidsen for det nye selskab. Kim Rönnblad, direktør i Expedit, bliver ny salgsdirektør.
- Jeg er overbevist om, at vi med købet af New Store Europe er klar til en fortsat ekspansion i Finland og de baltiske lande, siger administrerende direktør for Expedit Gruppen, Steen Bødtker.
- Opkøbet passer ind i vores strategi om at være totalleverandør med fokus på vækst og en stærkere position i markedet, uddyber han.