Lifetime-børnemøbler måske på vej til USA
Sønderjyske M. Schack Engel overvejer eksportindtog i Nordamerika.
Det skriver regionalavisen JydskeVestkysten.
Den sønderjyske møbelproducent går dog forsigtigt frem og overvejer argumenterne for og imod. Det kan være svært at gå ind på et marked, hvor standarder og handelsmønstre er anerledes, end de er i Europa.
I USA er der for eksempel andre madrasstørrelser, som er bredere og kortere.
- Vi er ved at undersøge mulighederne, fordi vi er begyndt at mærke en stigende interesse fra amerikanske kunder, siger Carsten Asmussen, salgskoordinator hos M. Schack Engel, ifølge JydskeVestkysten.
Ifølge ham er det ikke umuligt at producere i de amerikanske mål. Det kræver bare en større serieproduktion for at det kan betale sig.