Sofakompagniet tror på USA-gennembrud i år
Designfirmaet har satset betydeligt på Nordamerika og forventer, at det nu giver pote.
For tiden er Europa det bærende marked, hvor 65 af omsætningen findes, men fremover håber møbelvirksomheden, at det er Nordamerika, som skal sikre overskuddet, og forventningen er, at resultaterne kan ses i år.
- Derovre er retrolooket først ved at vinde indpas nu. De er ofte et par år bagud designmæssigt i forhold til os. Derfor ligger vores fokus i øjeblikket på at få etableret os på det amerikanske marked, siger Christian Rudolph, adm. direktør, til Børsen.
I det hele taget er det fjernmarkeder, der har vokset mest i de senere år, hvor Scandinavian Design International har haft vækst i Asien, Australien og New Zealand.
Scandinavian Design International blev dannet af parret Cathrine og Christian Rudolph i 2008 og har især haft succes med prisbillige sofaer i unikt retrodesign af danske formgivere.