Jydsk Vindueskompagni samler administration i Føvling
Jydsk Vindueskompagni, der i over tyve år har haft hovedsæde i Vorbasse, har gennem længere tid arbejdet med at samle sin produktion i Føvling. Nu følger administration og salgsafdelingen efter.
Det betyder at de 42 ansatte i Vorbasse til efteråret slutter sig til produktionen i Føvling.
Sammenlægningen af virksomhedens tidligere fem fabrikker har stået på siden årsskiftet og er stadig i gang, selvom de første vinduer og døre allerede har forladt den nye fabrik i Føvling.
– Alt går efter planen, og vi har allerede oplevet mange af fordelene ved at være under samme tag. Det er på baggrund af disse positive oplevelser og det forhold, at der er god plads til alle, at vi nu har besluttet at flytte hovedkontoret til Føvling, siger koncernchef Kurt Andersen til Jydske Vestkysten.
Han roser de ansatte for at have taget godt imod flytteplanerne, der ud over at give stordriftsfordele, også sparer virksomheden for en million kroner i husleje.
Kilde: JydskeVestkysten