Iværksætterduo søger ind under erfarne snedkervinger
Yngre snedkerduo i Aalborg vil gradvist overtage Snedkerværkstedet efter snedkerveteran Steen Frederiksen.

Uffe Als (til højre) og Klaus Grønning (til venstre) - til sammen Als & Grønning - siger farvel til 70 kvadratmeter og goddag til 200 med stærkere maskinpark. Arkivfoto: David Wedege
- Det er et rigtigt produktionssnedkerværksted, og vi går fra hobbyværktøj til erhvervsværktøj, så vi er glade for valget, siger halvdelen af duoen, Klaus Grønning, til Wood Supply.
Værkstedet tilhører egentlig snedkerveteran Steen Frederiksen, som i mange år har drevet sin virksomhed ved navn Snedkerværkstedet. Selv er han gået på efterløn og bruger selv værkstedet på hobbyplan. Han har blandt andet lavet prototyper for større designvirksomheder, og Als & Grønning håber, at den yngre duo kan drage nytte af Steen Frederiksens netværk.
Selv har de på kort tid bygget deres eget op, og der er kommet en pæn tilgang af mindre opgaver til private og erhverv. I marts er der en ordrebeholdning på 60.000 kroner, og det er Klaus Grønning tilfreds med.
- Der begynder at falde flere appelsiner ned i vores turban, og det er kanon, at folk er begyndt at tage os til sig.
Helst drømmer de om at lave eget design og eksperimenterer især med kunstfærdige sofaborde og spiseborde. Men i øjeblikket er eget design et fritidsprojekt. Bestillingsopgaverne fylder arbejdsdagen.
- Vi vil gerne skabe vores eget, men lige nu er det tid til at tjene penge. Det er vi nødt til at tage os af.