Scan Office – CJC Gruppen tidobler overskud
Efter en periode med integration af opkøbte virksomheder, en øget omsætning og en tidobling af overskuddet, skal der skabes arbejdsro hos Scan Office – CJC Gruppen.
Det gode resultat kommer efter et år med integration af nye opkøbte virksomheder, flytning af flere afdelinger og ombygning ved hovedsædet i Esbjerg. Nu skal organisationen styrkes, og der arbejdes på at skabe arbejdsro i 2008.
- Vi har fået en ny organisation med stærkt fokus på de enkelte forretningsområder og større fleksibilitet, siger topchef Imad Mahaini.
Det sker blandt andet med ansættelse af Gert Gerber som divisionsdirektør for kontorartikler og udnævnelsen af Frank Lindhøj som divisionsdirektør for kontormøbler samt udnævnelsen af tidligere salgsdirektør i Ergoteam Jan Bertelsen som salgsdirektør for hele koncernens kontormøbelsalg.
Imad Mahaini forventer, at Scan Office – CJC gruppen kan øge indtjeningen yderligere i 2008, og at man kan opnå en omsætning på omkring de 700 mio. kr.
Målet er at nå en omsætning på 1 mia. kr. i løbet af 2010-2012.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk