23948sdkhjf

Klæder arkitekter på til en fremtid med træ

Architect@work gentager succesen og flankeres i år af en særudstilling om træ i arkitekturen. Antallet af udstillere vokser fra 96 til 128.
Det internationale udstillingskoncept Architect@work besøgte sidste år København for første gang, og tilbagemeldingerne var så positive, at udstillingen nu vender tilbage.

Det sker i Forum i dagene 25. og 26. maj. Herefter er det planen, at arrangementet vil løbe af stablen hvert andet år.

- Danmark er foregangsland, når det drejer sig om innovativ og nytænkende arkitektur, så Architect@work bliver afgjort en tilbagevendende begivenhed i København, fortæller udstillingschef Barbara Lagae.

Selve udstillingen af de nyeste, innovative produkter og materialer flankeres i år af en ambitiøs foredrags- og netværksdel samt en særudstilling med temaet "Massive Wood - træ i arkitektur". Særudstillingen giver publikum mulighed for at se og føle på hundredevis af materialeprøver i træ samt gå på opdagelse blandt fotos af 50 udvalgte projekter, hvor træ spiller en bærende rolle.

Et stramt koncept grundlag for succes
Architect@work blev grundlagt i 2003 og har siden bredt sig til byer som London, Berlin, Rotterdam, Rom, Istanbul, Wien – og nu for andet år i træk også København. Flere er på vej, herunder Stockholm.

Den overordnede filosofi er, at publikum i forvejen kender de enkelte producenter og distributørers virksomheder og brands. Derfor er fokus udelukkende på nye og innovative produkter og materialer. For at sikre et højt kvalitetsniveau er der nedsat en dommerkomité i hvert land som afgør, hvilke produkter udstillerne får lov at vise.

Barbara Lagae forklarer succesen med den grundige udvælgelsesproces, et stærkt event- og netværksprogram undervejs samt ikke mindst et arkitekttegnet udstillingskoncept, hvor alle udstillere har fuldstændigt ens udstillingsmoduler til rådighed for ikke at skabe ’støj’ fra et hav af forskellige stande.

Der er yderligere skabt et loungeområde med designermøbler og lækker mad – et vigtigt element i forhold til begivenhedens netværksdel. Endelig er der kun adgang for netop arkitekter, indretningsarkitekter, designere, ingeniører samt arkitekt- og designstuderende på sidste år for at sikre et højt og intensivt fagligt niveau.

- Med Architect@work har vi ramt et tydeligt behov i arkitekt- og designmiljøet verden over, og vi glæder os til at forene udstillere og publikum igen i år i Forum i København, siger Barbara Lagae.

I alt 1.343 branchefolk gæstede Forum på sidste års Architect@work, hvor 96 virksomheder udstillede. I år stiger det tal til 128.

Billetter koster 250 kroner ved indgangen, men entré er gratis mod forhåndsregistrering med en personlig kode. Forhåndsregistrering kan ske på www.architectatwork.dk/da/besg/registrering/

Programmet med foredragsholdere frigives ultimo april/primo maj.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121