Nyt effektivt laksystem præsenteret i Aalborg
Det nye højglans laksystem , Duritan, fik pæn modtagelse under præsentation hos C. Flauenskjold A/S i Aalborg.
Marketingchef Bjarke Stryn-Hajslund lagde ikke fingre imellem, da Aalborg-virksomheden C. Flauenskjold A/S i sidste uge bød inden for til demonstrationen af tyske Zweihorns nye højglans laksystem; Duritan.
Flauenskjold har arbejdet sammen med Zweihorn de seneste 15 år og bliver eneforhandler i Danmark på Duritan, der ifølge producenten afkorter hærdningsprocessen med hele 90 %. Inden for en time opnår Duritan således en hårdhed, som andre produkter tager 5-6 dage om at nå.
Omstilling af produktionen
Der er med andre ord tale om et produkt, som på mange måder kan revolutionere arbejdsprocessen for de virksomheder, der arbejder med højglanslakering. Det bliver nu nemmere at tage fx hasteordrer eller specialopgaver, og generelt vil man som virksomhed blive langt mere fleksibel i sin produktion.
Duritan kræver dog også en del omstilling og investering i produktionsapparatet, for produktets imponerende effektivitet er nært forbundet med UV-stråling. Hærdningsprocessen aktiveres nemlig, når lakken kommer i kontakt med UV-strålerne.
Dette kan løses ved hjælp af en specialdesignet håndlampe, men arbejder man med mange emner ad gangen, kan det være nødvendigt at indrette rum med lysfelter, hvor emnerne køres ind. Selve strålingsprocessen tager ca. 10 minutter.
Udsigten til implementering af nye arbejdsrutiner gjorde tilsyneladende ikke interessen mindre hos de tilstedeværende virksomheder, der tog godt imod det nye produkt.
C. Flauenskjold A/S forventer, at produktet bl.a. vinder indpas i køkkenbranchen og hos højtalerproducenter.